Brødkrumme Brødkrumme

Webindholdsvisning Webindholdsvisning

Mænd er mindre optagede af deres hud

”Udslæt er sikkert bare midlertidigt og går snart væk igen af sig selv”. Sådan tænker mange mænd ifølge chefpsykolog på Rigshospitalet Svend Aage Madsen. Men hvis man har symptomer i huden, er det vigtigt at opsøge læge og få en udredning.

Hudallergi kan ramme alle aldre og begge køn. Generelt rammes flere kvinder end mænd af hudallergi, men der er stadig 13 procent af den mandlige befolkning, som er ramt. Det er derfor også vigtigt, at mænd tænker i hudpleje, forebyggelse og ikke mindst sørger for at søge læge, hvis der er symptomer på huden.

link har jeg mon hudallergi?

Ifølge Svend Aage Madsen, chefpsykolog på Rigshospitalet og forskningsleder i Selskab for Mænds Sundhed er mænd dog generelt mindre optagede af sygdom og af, hvor det fx gør ondt på kroppen.

Det kan ifølge Svend Aage Madsen betyde, at koblingen mellem udslæt og hudallergi ikke ligger ligefor for de fleste mænd.

- Mænd er generelt mindre optagede af, hvad der sker på kroppen ­­– og hvis noget ændrer sig, er de gode til at skubbe det væk og fokusere på noget andet. Jeg hørte en gang en mand sige, at ”noget skal være ved at falde af, før man tager til lægen”. Og der kan udslæt på huden være langt fra. Jeg tror, at mange tænker, det går over og sikkert bare er midlertidigt, siger Svend Aage Madsen.

Vennerne spørger sjældent

46-årige Bo Elmgreen er en af de mænd, som faktisk bryder det typiske mandemønster, som Svend Aage Madsen ridser op. Bo Elmgreen har nemlig handlet på sine symptomer.

Han har fået konstateret allergi over for perubalsam, der blandt andet kan forekomme i parfume. Han opdagede det ved, at han efter en længere periode med rødme, tør hud og kløe på hænder og fødder gik til lægen, hvor han fik foretaget en lappetest, som er en undersøgelse, der kan vise, om man har hudallergi.
 

Jeg blev meget overrasket og havde ingen anelse om, hvordan jeg havde fået allergi over for perubalsam. Jeg har brugt mange forskellige produkter, men jeg har altid været ret opmærksom på indholdsstoffer

Bo Elmgreen

Bo Elmgreen har tidligere, ad flere omgange, været hos andre læger med sit eksem, men de ordinerede bare en kortisoncreme, som fik udslættet til at gå væk i en kort periode. I dag bruger han lejlighedsvis en anden salve, og med den har han indtil videre helt kunnet undgå eksemet.

Link hvad er min risiko?

- Jeg håbede, det ville gå væk af sig selv, men det gjorde det ikke. Siden det første udbrud, har det været der i perioder. Så har jeg lidt accepteret tilstanden, og når jeg så får nok indimellem, er det forfra igen med salve, siger Bo Elmgreen.

Det er sjældent, at nogen i hans omgangskreds har spurgt ind til hans udslæt, og i de perioder, hvor udslættet er mindre slemt, tænker han ikke så meget over det.

Mænd og kvinder håndterer sygdom forskelligt

Generelt er sygdom ikke et emne, som fylder særlig meget hos mænd, vurderer Svend Aage Madsen.

- Mænd snakker stort set aldrig om sygdom eller hudproblemer med hverken kolleger eller venner, og derfor har de ikke på samme måde som kvinder et naturligt sprog om sygdom. Sygdom er fx langt mindre omtalt i traditionelle mandemedier i forhold til kvindemedier, og det betyder, at mænd ofte er mindre informeret om symptomer og om, hvornår et lægebesøg er på sin plads. Derfor ville mere dialog og åbenhed om mænd og sygdom være gavnligt, mener chefpsykologen.

Svend Aage Madsen mener også, at mere åbenhed ville hjælpe på mænds forhold til forebyggelse:

- I forhold til forebyggelse tænker mange mænd, at så slemt kan det da ikke være, og så er risikoen, at de eksponerer sig selv for alt for mange ting, der kan være allergifremkaldende, slutter han.

Webindholdsvisning Webindholdsvisning

 

Webindholdsvisning Webindholdsvisning

Ved at blive medlem eller give et bidrag støtter du vores arbejde med hudallergi og eksem, og vores kamp for blandt andet hurtigere udredning, øget forskning og generelt større fokus.

Webindholdsvisning Webindholdsvisning

Har du spørgsmål til hudallergi eller hud generelt?

Så ring til vores Rådgivning, hvor kyndigt fagpersonale kan svare på dine spørgsmål man-fre kl. 9-12 og ons kl. 16-18

43 43 42 99

Webindholdsvisning Webindholdsvisning

 

Webindholdsvisning Webindholdsvisning

Støt vores arbejde
mod hudallergi

Støt med et valgfrit beløb

47900